|
Tromlenyt Nr. 3, 2003
Indhold Græsted Veterantræf |
|
|
|
Af dampkøretøjer, den røde Sentinel damplastbil fra
Holland, en stor engelsk damptraktor der trak en bloksav med rund klinge og
træramme, det var en fornøjelse at se den skære træ ud, og det var nogle
fine stykker træ den leverede. Den store 1o tons Zettelmeyer trevalsede
damptromle var kommet nede fra Flensborg, og damptromleklubbens 75 år gamle
og 7,5 tons tunge Vølund damptromle med skurvogn fra Holbæk deltog også. En
lille dampbil og en sjov dampknallert var også med. |
|
|
|
Årets tema var gasgeneratorkøretøjer, her viste man de besøgende hvordan man
under anden verdenskrig kørte på trægas. En stenknuser kunne også opleves, "gnask, gnask" siger det når man putter en sten ned i den. Sommetider hopper stenene op igen, inden de falder ned og knuses. Den blev trukket af den svenske Munktell 20-24 fra 1916. Tikøb frivillige brandværn og Falck-museet stillede også med en del materiel, og for at afprøve det etablerede man en ildebrand i nogle engangspaller i ringen, og så rykkede hele styrken ud med horn og blåt blink. Stationære motorer var der også, de stod og spruttede begge dage deriblandt en 8 HK stor Deutz fra 1922. En gruppe rutebiler, og ikke mindst Militærhistorisk Køretøjsforening havde besat den nederste del af pladsen. En crossbane var også etableret, her drønede nogle unge mennesker rundt, på knallerter. Westernrytterne, ikke at forglemme, det var flot at se dem demonstrere hvad de kan med deres heste. Man opførte begge dage et rollespil, i forevisningsringen, der foregik i slutningen af Den Amerikanske Borgerkrig i 1865, med cowboys, soldater, og civile mennesker i tidstypiske dragter. Der blev skudt med kanon, kæmpet på slagmarken, et tog blev "røvet", det måtte Blovstrødbanen finde sig i da de havde etableret sig med et spor i ringens bagerste del. Nordsjællands Veterantog kørte flere ture på Gribskovbanen med veterantog trukket af damplokomotiv OKMJ 14. Begge dage var træffet godt besøgt, særligt førstedagen var der tæt pakket med besøgende, det tyndede dog lidt ud på andendagen da vejret ikke helt var med os. |
|
OrøKongen |
|
Flensburg Dampfrundum 2003. Der var fuld damp på alle kedler, store som små, under Dampfrundum i Flensborg, der løb af stabelen fra den 11. til den 13. juli. Dampskibe og dampkøretøjer, fra Danmark og Tyskland, havde sat hinanden stævne, og hele byen stod i dampens tegn. For Damptromleklubbens vedkommende begyndte forberedelserne allerede på Nyvang i Holbæk om tirsdagen den 8. juli hvor man, efter endt køredag, pakkede den grønne skurvogn med alt hvad vi skulle bruge inkl. en masse optændingstræ. Torsdag den 1o. juli ved 1o-tiden stillede Daniel fra Rørby Johansen med den lastbil som vi plejer at bruge, og vi begyndte at læsse. Det går nemt, først skal skurvognen op på kærren og fastgøres. Derefter bakker man til tromlen, sådan at kærren svinger ud til siden, ramperne ned og tromlen spilles op og fastgøres med kæder og spindler. Dette er vi snart så gode til at vi kan gøre det på omkring halv time. |
|
|
|
Så var vi ellers klar til at køre, Bent fulgte med i lastvognen, af sted det
gik imod Sorø, derefter på motorvejen, videre til Storebæltsforbindelsen,
som "Lille Vølund" så passerede for anden gang i sit liv. I trekantsområdet
fandt vi en motorvejscafe, hvor vi fik lidt mad, og så videre mod grænsen.
Vi havde fået nogle kort at køre efter, og dem begyndte vi at kigge på. Vi
kørte over Kruså grænseovergangen, og fortsatte ad den store hovedvej på
vestsiden af Flensborg. Et af lokalområderne i byen hedder Duburg, og der
skulle vi ind igennem for at komme frem til Flensborg Staatwerke's kulhavn
hvor den såkaldte "Teknikplatz" var etableret. Selvfølgelig fik vi drejet
fra en vej for tidligt, og endte ude i Harislee. Der fik vi vendt og fandt
så den rigtige vej, gennem Duburg til kulhavnen. På kajen blev vi lukket ind af portneren på Staatwerke, en minestrimmel var sat over vejen til kulkajen, den blev flyttet for os, og vi rullede ind på kajen. Vi skulle mødes med Rolf Voss som var vores kontaktmand, vi kendte
ham ikke af udseende, men han blev kontaktet via mobiltelefon, Bent begyndte
at snakke tysk; "du kan godt snakke dansk" lød det i den anden ende, og det
var dej ligt, så fik vi ikke sprogproblemer. Han ville være der i løbet af
20 min. og fortælle os hvor vi skulle læsse af |
|
|
|
Her må det være på sin plads at fortælle hvordan Dampfrundum var indrettet.
Alle skibene lå ved den vestre kaj i bunden af havnen, mellem havnespidsen
og museumsværftet. "Landdamperne" d.v.s. alle dampmaskiner der ikke kunne
sejle, holdt så til, som før nævnt, på kulhavnen. Dette område kaldte man
"teknikpladsen". Der var en halv kilometers vej mellem de to steder. Det var
så meningen at de besøgende skulle "rejse" med tog ad havnesporene med
veterantog, der bestod af tre norske boggievogene, trukket af et svensk
lokomotiv i den ene ende, og en dansk F- maskine i den anden ende. Nogle af
veteranskibene lagde også til ved teknikpladsen, med passagerer. Det var så
muligt at foretage en rundrejse, med tog og skib, hvis man ikke valgte at
gå. Men nu tilbage til Bent's køretur til skibene. En forespørgsel til Rolf om det kunne tillades? Intet problem, da tromlen var et vejarbejdskøretøj. Der blev fyldt op med kul og vand, og af sted det gik. På vejen mødtes resten af teamet, Steen, Pia og Bo. "Hvor skal du hen"? "Ned til skibene" - "Nårh; j ammen så god tur". Trods den mere og mere tætte trafik, klarede den 75 år gamle tromle sig fint gennem gaderne, når bilisterne dyttede, skulle man bare fløjte, de dyttede igen; det blev til en mægtig koncert. Da der var mulighed for at komme ind på havnesporet, kørte Bent derind. Derved kom han så tæt på skibene som muligt, dog med alt "gøjleriet" imellem. Målet var den store gamle dampisbryder "Stettin". Blandt besætningen var en maskinist Andreas Speer, som for to år siden havde hjulpet os med et sprængt føderør. Tromlen kørte forbi skibet ivrigt fløjtende, ingen reagerede. Men da tromlen fik vendt længere henne på havnen og kom tilbage til isbryderen, stod der lige pludselig en halv snes af besætningen på sporet. Bent stoppede og hilste på, og spurgte efter maskinisten; han skulle da lige se det nye rør. Han var desværre ikke med på denne tur, men da vi begyndte at snakke om røret, kunne flere af besætningsmedlemmerne genkende Bent, og så gik snakken. Den varede dog kun kort da Bent måtte tilbage da det var ved at svinde i vandbeholdningen. Men turen gjorde faktisk, at vi alle inkl. to mand fra Simon Moos's team kom ombord på "Stettin" samme aften og var med til "Dampfrennen" d.v.s. kapsejlads. Lad os nu lige fortælle hvilke skibe der var med i år. Ved museumsværftet lå "Skjelskør" fra Frederikssund bygget 1914 i Svendborg. Derefter på sin egen plads Flensborgs egen salondamper "Alexandra" bygget 19o8. Derefter den smukke hvide "Sehaarhórn" fra Hamborg også bygget 19o8. Og så "Stettin" også hjemhørende i Hamborg, den er bygget i 1933. Bagved den endnu en isbryder "Wal" den er fra Brernerhaven bygget 1938. På næste plads lå tormenleger "Kapitån Meyer" ligeledes fra Bremerhaven bygget 195o, et fartøj til udlægning af farvandsafmærkninger, det forklarer den store kran der var på fordækket. Passagermotorskibet "Stadt Kiel" lå på tværs ved en pælebro, der lå den også for to år siden. Et interessant skib var hjuldamperen "Freya" et smukt skib med fine saloner, bygget 1905. Fyrskibet "Fernernbelt" var der også, den lå inde ved havnespidsen samme med et par motorslæbebåde, Marxen og Flensburg, der også var med. Det var selvfølgelig et spændende væddeløb. Med sin 3-cylindrede hovedmaskine på 22oo hk, og sine to store kedler oppe på fuldt arbejdstryk 15 atm. lagde "Stettin" sig hurtigt i spidsen. Det var et skønt syn at se den store maskine arbejde for fuld kraft. Men der var nok lidt aftalt spil med i det, for da vi var tæt på mållinien, blev der givet halv kraft, og "Sehaarhórn" kunne vinde det blå bånd næsten på målstregen. Næste dag kom Rolf igen med morgenmad, forinden havde vi været nede og tænde ild i tromlen som så passede sig selv mens vi spiste. Vi var selvfølgelig klar med dampen oppe da de besøgende begyndte at ankomme, og der blev snakket og fortalt. Blandt de mange besøgende var en hr. Olsen. I daglig tale kaldtes han "Indikator-Olsen" fordi han kan regne de indikerede hk ud på en dampmaskine, på et øjeblik. |
|
|
|
På teknikpladsen var også de små modeldampere, de tre små damptraktorer. To
af dem kørte rundt med vogne efter, de var noget for børnene at få lov til
at køre med. Den tredje holdt og trak en model af et tærskeværk. Bent fik den ide at lave lidt sjov med ejerne af de små traktorer. Et stykke kul på størrelse med en håndbold blev fundet frem af bunken, og blev lagt på tenderen af Hans Butenschån's traktor, uden at han så det. Han opdagede det så, og med en arrig brummen, og nogle mindre pæne tyske gloser, blev kulstykket lagt ind til siden. Bent hentede det, og Hans grinede over hele hovedet da han så hvem der havde lagt det. Næste traktor, igen kullet op i tenderen, det røg to meter væk. Det blev samlet op igen, og lagt over til den sidste traktor. Men Reiner som han hed, så det blev lagt der, og han beholdt det, og flere gange i løbet af dagen, kom han hen til damptromlen med et kulstykke, i ært størrelse, og forærede os. Et af højdepunkterne var når toget kom med flere besøgende. Et øjeblik efter ankom så det gamle "Adler" jubilæumstog, som er bygget i 1938, som en tro kopi af det første tog i Tyskland. Originalen befinder sig på Deutsche Museum. Kopien er fuld funktionsdygtig, og blev kørt af lokomotivpersonale i kjolesæt. |
|
|
|
Flere gange i løbet af træffet kørte vi en tur hen ad vejen, vendte rundt og
kørte tilbage, alt mens folk fotograferede, og snakkede med os. Det var
nogle dejlige ture, og vi havde gode kul at køre på. På et tidspunkt var Bo
og Steen nede at sejle med "Skjelskør", og det skulle Bent også prøve.
Besætningen på "Skjelskør" er nogle herlige mennesker, man går bare over til
skibet, hilser på, og bliver omgående inviteret ombord. Kahytsjornfruen
stillede en kop til Bent, så kunne han bare forsyne sig med kaffe eller
saftevand efter ønske. En stor del af turen opholdt Bent sig i maskinrummet.
Den 2-cylindrede maskine med de 75 indikerte hestekræfter skulle jo opleves,
og det var vidunderligt. Den skotske kedel med en fyrkanal skulle jo også
have lidt kul og det hjalp han fyrbøderen med. Da skibet var tæt ved kulhavnen, blev Bent kaldt på broen, da han havde ønsket at tage billeder af teknikpladsen fra søsiden. Det blev til mere end billederne, da han blev bedt om at fortælle i højttaleranlæget hvad teknikpladsen bød på af oplevelser; på tysk!!! Det gik stort set udmærket, også da vi nåede til den store kulbunke, som "Skjelskør" skulle have med hjem. En opfordring til at stille næste dag, og hjælpe med at skovle det ombord, vakte grinen og klappen blandt passagererne. Vel tilbage på teknikpladsen, kørte vi igen rundt med tromlen, omdelte de medbragte brochurer, på tysk. Da dagen var omme klargjorde vi tromlen til hjerntransport. Steen Pia og Bo lagde vejen hjemover mens Bent skulle med hjem næste dag. Han gik en tur ned til skibene og overværede at "Sehaarhórn's" besætning fik overrakt det blå bånd, og kaptajnen hvis navn er Jürgen, og taler i øvrigt godt dansk, holdt en takketale. Forskellige andre præmier blev også omdelt, i form af pakker med den lokale Flensburg-Pilsner, og dunke med smøreolie. Så tog kaptajnen fra "Skjelskør" ordet og forespurgte hvor meget kul "Stettin" havde brugt på Dampfrennen. "Skjelskør" havde brugt 25 kg Det havde man ikke målt op på isbryderen, men Bent kunne oplyse besætningen på "Skjelskør" om at han havde set to storsvedende fyrbødere i "Stettin's" kedelrum. Næste dag mandag blev der ryddet op i opholdsrummet, og ved 1o-tiden blev der læsset, og vi tog afsked med Rolf og sønnen Morten, og med Flensborg. Ved 5-tiden var vi vel hjemme, og det hele var på plads i laden på Nyvang, næste år er det i Vejle og der ser vi forhåbentlig mange af vore dampvenner igen. |
|
OrøKongen. |
