Tromlenyt nr 4, 1997

Indhold:
Vi tromler priserne
SWAPMEET
Generalforsamling
40 år
Vinterens projekter
Damptromleklubben søger en ny redaktør
Damptromleklubbens bestyrelse oktober 1997

Vi tromler priserne.

VØLUND junior og den grønne skurvogn tromlede priserne på Espergærde Centeret fredag den 3. Og lørdag den 4 oktober. VØLUND junior blev leveret af Dansk Specialtransport på sekretærens adresse, til stor forundring for naboer og andre vejfarende. Damptromlen blev fyret op tidligt på morgenen og tilbagelagde de 2 km til Espergærde Centeret på lidt under 1 time ved marchhastighed (Den højeste hastighed , hvor det er “behageligt” at køre med tromlen uden at alting ryster og støjer ). Det giver en vældig respekt i trafikken når man kommer kørende med en damptromle. På Espergærde Centeret fik tromlen lov til at stå i frigear og vise hvor stille en dampmaskine kan gå. Vi fik talt med en masse folk, som kunne huske damptromler fra deres barndom.  

SWAPMEET.

Søndag den 5 oktober var det igen tid til SWAPMEET. Op til SWAPMEET havde vi haft nogle møder med Københavns Ford A Klub, om hvordan arrangementet skulle afvikles. På grund af det store antal sælgere ved forårets SWAPMEET havde vi udvidet salgsområdet og finbilsområdet var også udvidet. Vi savnede lidt medhjælp til vort cafeteria. Kassereren siges at være tilfreds med resultatet.

Generalforsamling.

Lørdag den 25. oktober afholdes Damptromleklubbens generalforsamling. Bestyrelsen vil gerne takke alle de der mødte op til denne vigtige begivenhed.

 Kortfattet referat:

  1.  Bent Delfs blev valgt til dirigent

  2. Formandens tale kommer i næste nummer.…

  3. Kassereren Steen Rasmussen fremlagde et flot regnskab, som blev godkendt med applaus.

  4. Bestyrelsesvalg: Sekretær Steen Rudberg blev genvalgt. Bent Delfs afløste Søren Lindkilde som Bestyrelsesmedlem. Lars-Peter Jensen blev valgt til suppleant.

  5.  Revisorvalg: Lone Madsen blev genvalgt som revisor.

  6. Kontingent: Forbliver uændret; Junior kr. 75, Voksen kr. 100, Familie kr. 175.

  7. Indkomne forslag: Bestyrelse foreslog at der i lovene blev byttet om på lige og ulige år. Forslaget blev vedtaget.

  8. Eventuelt: SWAPMEET blev diskuteret.

40 år.

Bent Delfs kom i foråret til at fortælle at han i oktober blev 40 år, og at han ikke var at træffe på dagen. Ved hjælp at lidt detektivarbejde og lidt list lykkes det bestyrelsen at finde ud af at det skulle være fredag den 24 oktober. Derfor kom generalforsamlingen til at ligge på lørdag den 25 oktober. Til Bents overraskelse dukkede der gæster op til spisningen efter generalforsamlingen. Pia Rasmussen havde lavet en lækker middag og bagefter blev der serveret kaffe og the samt en stor kage-traktor.

Vinterens projekter.

Græsted: Vi er ved at være færdige med at rydde op i værktøjet fra Jørgen Permin, så nu skal vi til at kikke på Advance tromlen.

Nyvang: Sidste vinters arbejde med VØLUND junior har givet os blod på tanden til at tage fat på en af vore større damptromler. Vi er ved at se på mulighederne for at få et projekt i gang med Marshall tromlen. Røgrørsvægen i rørkammeret er tæret og ligeså er den del af kedelsvøbet der går ud i røgkammeret. Ved kedeleftersynet af VØLUND junior havde vi fabriksinspektøren til kort at kikke på tingene og vi aftalte at Damptromleklubben skulle vende tilbage, når vi var klare. Fra Andelslandsbyen har man udtrykt at man gerne ville have et arbejdende damptromleværksted, hvor publikum kunne se hvordan arbejdet skrider frem.  

Damptromleklubben søger en ny redaktør.

Den hidtidige redaktør Anna-Marie har for travlt med sit studie. Derfor søger Damptromleklubben en ny redaktør, som kan stå for at klubbens spalte her i SSDV-nyt. Hvis du er interesseret er du velkommen til at kontakte Steen Rudberg. 

P.S. Er du ikke medlem af Damptromleklubben, så kan vi hurtigt klare det.

Damptromleklubbens bestyrelse oktober 1997:

Formand Bo Rudberg Jørgensen
Kasserer  Steen Rasmussen
Sekretær Steen Rudberg Jørgensen
Bestyrelsesmedlem Peter Hansen
Bestyrelsesmedlem Bent Delfs
Suppleant Lars-Peter Jensen
Copyright © 2000-2014 by Steen Rudberg.
Last updated: 10. april 2014 13:16:24 +0200.