|
Tromlenyt nr 3, 1996
Festivejle
Vi er tre medlemmer af Damptromleklubben som vistnok ved mindre om
dampmaskiner end klubbens yngste juniormedlem. Men derfor synes vi
alligevel det er skægt at køre rundt med Vølund'en, og vi lærer da også lidt
mere om den hver gang. Som nu senest i weekenden fra den 12. til den 14.
juli, hvor vi var til dampstævne på Vejle Havn. Klubben var repræsenteret af
fem medlemmer, de tre glade amatører Hans, Morten og mig samt to af dem, der
har forstand på det, nemlig Dorthe og Søren fra Græsted.
Dorthe og Søren havde været tidligt oppe om fredagen og set til at
Vølund-tromlen blev fragtet til Vejle. Vi andre kom til i løbet af
eftermiddagen, lige netop tids nok til at hænge bag på tromlen da den blev
kørt hen til sin stald. Vi havde fået lov til at parkere for natten i en
indhegnet gård mellem nogle lagerbygninger, hvor der blev opbevaret jern.
Hvor tromlepasserne skulle tilbringe natten var der derimod ikke rigtig
nogen der vidste - vi havde taget et par telte med, men kunne ikke finde
noget passende sted at slå dem op. Så var det Søren afslørede at vi havde
adgang til den store lagerhal, det var nemlig derinde den vandhane sad, som
vi brugte til at tanke på kedleme. Efter et kort rekognosceringstogt blev vi
enige om at slå lejr derinde, vi plantede os diskret omme bag en stabel
jernplader hvor vi ikke kunne ses fra døren. Da det var
fra hånden tilberedte vi aftensmåltidet over il
den i fyret: ristede pølser og snobrød. Vi fik snart selskab af nogle besætningsmedlemmer
fra dampskibene "Alexandra" og Schaarhöm". De sagde nej tak til et stykke vandmelon men ja tak til en øl, og da de gik inviterede de os
4.40, ombord på deres fartøjer næste dag.
Programmet for weekendens forløb var ikke særlig detaljeret. Bortset fra
dampskibene, som skulle sejle ture på fjorden på nærmere angivne
klokkeslæt, skulle der bar være "fremvisning af dampkøretøjer på havnen
fra kl. 10 til 20". Så vi futtede lidt frem og tilbage og holdt lidt
stille ind imellem, mens vi på skift overlod tromlen til de andre og gik ud
og så os om. Nu har jeg jo lige slået fast at jeg ikke ved meget om
dampmaskiner, så det bliver altså ikke fra mig der kommer detaljerede og
saglige beskrivelser af de øvrige fremmødte maskiner. Dog kunne selv jeg
se, at der var nogle pragteksemplarer imellem, med skinnende maling og
blændende nypudsede kobberdele. Overalt var der en duft af kulrøg, og
dampfløjter lød i alle klangfarver, lige fra det frække fløjt fra
dværg-maskinen over vort eget skingre pift til "Alexandra" s dybe,
fuldtonende dut.
Vi blev inviteret ombord på "Alexandra" for at se maskinen, men nogen skulle
jo passe tromlen imens - så Morten og jeg fandt pludselig os selv siddende som
eneansvarlige på tromlen mens de andre var på sightseeing. Vi havde fået at
vide at sikkerhedsventilen ville ryge hvis trykket steg over 12 kilo, og det
lød jo vældig ildevarslende, og nu var nålen næsten oppe på 12 og steg
stadig. Bekymret diskuterede vi om der ikke var en mulighed for at lukke
noget damp ud et eller andet sted, men da der ikke var nogen af os der
vidste det, kom vi ikke frem til noget resultat. Endelig kom vores redning
forbi i skikkelse af Dorthes søster, som har forstand på damp. Hun grinede
ad os: "Så lad dog sikkerhedsventilen ryge, det sker der da ikke noget ved!"
Og det gjorde der jo heller ikke, fandt vi snart ud af,
andet end at vi hverken kunne høre eller se for dampen og ventilens hvæsen.
Senere på eftermiddagen fik vi alle sammen en tur ud på fjorden som
ikke-betalende æresgæster på "Alexandra" mens Dorthes far vikarierede ved
tromlen, og om aftenen sluttede vi os til det gode selskab, som sad i samme
skibs maskinrum og drak øl. Her traf vi blandt andre kokken fra den
hollandske damper "Dockyard V", Dori på kun 18 år. Hun fortalte hvordan det
var gået til at hun fik den tjans: Skipperen på "Dockyard V" kender Doris
forældre, og for nogle måneder siden spurgte han henkastet Dori, om hun ikke
ville med en tur til Danmark med et dampskib i sommerferien. "Jojo",
svarede Dori, som troede det var en vittighed. Noget senere vendte skipper
tilbage: "Du skal da med til Danmark, ikke?" Og
så syntes Dori ligesom hun hang på den. "Skipper bor på hotel, og vi andre
sover ombord på skibet", fortalte Dori videre, Jeg sover for mig selv i
kabyssen for ikke at blive gravid."
Søndagens program var ikke meget forskelligt fra lørdagens, og hen under
aftensmadstid blev vi enige om, at nu gad vi ikke mere. Meget belejligt
indfandt blokvognen sig netop da, og vi vinkede farvel til vores tromle og
tog selv hjem. Næh, man behøver skam ikke at have forstand på dampmaskiner
for at have fornøjelse af en weekend i dampens tegn.
|
