Tromlenyt nr 3, September 1995

Indhold

Vink med en vognstang
Samarbejdet mellem SDDV og Damptromleklubben har nu pågået i et stykke tid uden at Damptromleklubben har sendt noget stof til SDDV-nyt.
Der har egentlig været tid nok til at få skrevet noget, men arbejdet med tromlerne (VØLUND og ADVANCE) har taget det meste af min opmærksomhed.
Men jeg har fattet et vink med en vognstang, så nu må vi hellere få gjort noget ved det.
Jeg har prøvet at aktivere nogle af vore nye medlemmer til at skrive lidt om vores aktiviteter, så der skulle være en chance for at der vil følge noget mere senere.

Damptromleklubben laver SWAPMEET
Søndag den 1. oktober 1995 laver Damptromleklubben som sædvanligt SWAPMEET, på CITY 2's grønne P-plads,
SWAPMEET er et stumpemarked for veteranbil-, veteranmotorcykel- og veteranknallertfolk, et marked vi laver i samarbejde med de Sjællandske veteranklubber.
Selve SWAPMEET'et starter kl. 9.00 og slutter kl. 14. 00. Damptromleklubbens medlemmer starter allerede kl. 6.00 med at gøre klar til SWAPMEET, og sælgerne bliver lukket ind fra kl. 6.45.

Damptromleklubben har en kantine, hvor der kan købes øl, vand og varme pølser. Kantinen åbner kl. 8.00.
Stadeplads koster kr. 10, - pr meter og kan bestilles hos sekretæren Steen Rudberg.
Alle der vil være med til at hjælpe Damptromleklubben med SWAPMEET er meget velkomne til at henvende sig til bestyrelsen.

Vi har planer om at VØLUND tromlen skal med til SWAPMEET

KORT NYT

ÅBENT HUS
Klubben har haft åbent hus i 4 weekender i den forløbne sommer. VØLUND tromlen har disse dage været opfyret og kørt rundt ved Græsted Station.

LOKAL RADIO
Damptromleklubbens medlemmer i Græsted har en søndag i juni lavet lokalradio RADIO NORD i Græsted. Dorthe Plum, Pia Rasmussen, Steen Rudberg samt juniormedlemmerne Peter Rasmussen (12 år) og Ole Rasmussen (10 år) deltog i et radioprogram om sommerens aktiviteter i Græsted-Gilleleje området. Vores del af programmet varede ca. 1 time, hvor vi fik fortalt en masse om klubben og vore fremtidsplaner.

NY REDAKTØR
Tromle-nyt får ny redaktør: Anne Marie Marckmann. Anne Marie har påtaget sig opgaven og hun vil i fremtiden redigere Tromle-nyt.

Når man fortæller om sin hobby, er der mange mennesker, som spørger, hvad det er ved hobbyen, der trækker. Anne Marie har skrevet den følgende artikel om dette at begynde i Damptromleklubben.

Steen Rudberg

En påklædning, der tillader afklædning

Jeg har en veninde, hvis kæreste har en damptromle -- en rigtig levende én, der kører på kul og vejer 7 tons. Den er grøn med blanke kobberbeslag og meget smuk. Selv har jeg aldrig interesseret mig for teknik og maskiner og bryder mig normalt ikke om at få hænderne griset til. Alligevel sagde jeg i min glade brandert nytårsaften ja, da min venindes kæreste spurgte mig, om jeg ville være med i Damptromleklubben. Den består af mennesker, der af ren kærlighed til projektet bruger deres fritid og personlige midler på at passe og vedligeholde damptromlen samt køre rundt i den til byfester og lignende festlige lejligheder.
Når jeg stod ved mit tilsagn også efter at jeg var blevet ædru skyldtes det i første række, at jeg holder meget af både min veninde og hendes kæreste og med glæde griber enhver anledning til at nyde deres gode selskab, hvad enten dette så omfatter en damptromle eller ej.
Der gik nogle måneder, før jeg fik lejlighed til at gøre damptromlens bekendtskab, men da dét først skete, blev jeg også på stedet omvendt til helhjertet damptromleentusiast. For det første damptromlen som sagt er dårende smuk. For det andet på grund af hele den atmosfære, der er omkring tromlen, og her tænker jeg ikke bare på den atmosfære af kulstøv, olieduft og tyk sort røg der indhyller en damptromle i funktion.
Første gang jeg så min damptromle var aftenen før en solrig pinselørdag. Næste morgen lånte jeg et sæt kansas-tøj og en gammel kasket af min veninde og var selv med til at pudse kobberbeslagene blændende blanke og stryge klude kærtegnende henover de dybgrønne malede flader. Da tromlen så præsentabel ud var vi allerede selv mindre præsentable.
Mens min veninde styrede og hendes kæreste passede kedlen sad jeg oven på kullene i kulkassen og solede mig i den opsigt vi vakte på turen gennem Græsted Hovedgade. Dagen igennem holdt skønheden og smykkede byfesten med sin tilstedeværelse. Ind imellem kørte min venindes kæreste den lidt op og ned ad gaden for at fa fyldt vand på kedlen, for at lære mig at styre, eller fordi et læs børn gerne ville have en tur. Når vi holdt stille var der hele tiden mennesker i "alle størrelser", der beundrede damptromlen, klappede den, og stillede interesserede spørgsmål. Jeg nød at kunne svare på de fleste og i øvrigt henvise til min venindes kæreste som ekspert på området. Fra tid til anden fyrede man lidt kul på, tørrede lidt olie af, eller tørrede næsen i en bleg klud, man havde i lommen, og før dagen var særlig vidt fremskreden var ens ansigt så sort som ens hænder og ens bukser.
Det, der gjorde oplevelsen til en åbenbaring, var nu ikke den opmærksomhed vi blev genstand for, ikke maskinens smukke krop, ikke engang det gode selskab. Åbenbaringen lå i den sjældent oplevede følelse af total afslapning. Sandelig ikke fysisk men mentalt. Iført kansastøj med kulsort buksebag, grim kasket og sod i ansigtet er man på det rene (hæ!) med, at man ikke er klædt på for at se dejlig ud, men for at blive møgbeskidt. Således befriet fra kravet om at vise sig fra sin mest tiltrækkende, feminine side slapper man af på en måde man ellers sjældent kan, selv i selskab med mennesker man ellers godt synes man kan slappe af sammen med. Man bevæger sig med en helt ny frihed, og kan koncentrere sig om at have det skægt.
Når man ifører sig arbejdstøj, smører sod i ansigtet og sætter sig på en kulbunke kan man undvære alle de masker og forstillelser man i større eller mindre omfang bruger til hverdag. Det er en ydre påklædning, der tillader en indre afklædning.

Anne-Marie Marckmann